Mottaker: | OSCAR VON KNORRING |
Datering: | 2. november 1870 |
Sted: | DRESDEN |
Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||||
Om verket | ||||||||||||||
Les mer om brevene |
Min kære hædersven!
Nu sidder jeg da i Dresden igen og har daglig alle krigens ulykkelige eftervirkninger for øje. Ingen kan forestille sig, hvad Tyskland lider i denne tid. Al fabrikdrift er så godt som standset; al virksomhed ligger nede; alle mennesker går i sørgeklæder. Det er uhyggeligt alt ihob.
Så er det da ganske naturligt at min tanke gerne vender sig bort fra alt dette, og til hvem skulde den da nærmere vende sig, end til Dig, med hvem jeg har levet så ublandet glade dage når og hvor vi mødtes, i nord og syd!
Tak, hjertelig tak, også for samværet i København! – Jeg håber at Du kom i god behold hjem til Stockholm og at Du fandt alt efter ønske der. Lad mig nu snart høre fra Dig; det vil være mig en stor glæde her i min ensomhed; thi under
disse forholde kan Du vel tænke at jeg er endnu mere ensom end ellers.
Hvorledes går det med dine literære arbejder? Fortæl mig omstændeligt herom; det interesserer mig i høj grad. Og hvorledes er nu forholdet til visse allerhøjeste personer? Det er vel nu altsammen godt igen. Jeg tænker ofte på disse ting, og beundrer dit ridderlige handlesætt; men jeg er også overtydet om, at nobel adfærd lønner sig bedst i længden.
Hvad mig angår, så er jeg endnu ikke kommen rigtig i gang med mine mange påtænkte planer; tidsforholdene lægger alt for meget beslag på min opmærksomhed. Og hvem ved, om ikke det samme er tilfældet også med Dig? Du står jo rigtignok mere fjernt fra skuepladsen; men så er Du jo til gengæld militær, og har så mange slags berøringspunkter med Frankrig.
Her i Dresden ligger flere tusen fanger. Officererne går frit omkring. Jeg spejder altid efter om jeg blandt dem ikke skulde kunne opdage nogen
af vore medrejsende fra Egypten; men endnu har jeg ikke truffet på nogen.
Hvor skal vi så næste gang sætte stævne? Bliver det her i Dresden? Højligt skulde det glæde mig om jeg kunde få anledning til at vise lidt gengæld for al din forekommenhed og alt dit venskab.
Dette skriver jeg i al hast; thi indleveringstiden er snart forbi. Jeg er viss på at der er en hel del, som jeg har forglemt at skrive om; men det får være til næste gang.
Da vi skiltes i København sagde Du så smukt at Du havde min adresse i hjertet. Lad mig nu snart i virkeligheden se at et brev fra Dig finder rette vejen hid.
Med mange ærbødige hilsener til din ærede familje tegner jeg mig
Din stedse hengivne ven
Henrik Ibsen.